Akupunktur mod gigtsmerter
Af dyrlæge Paulette Vivian Topsøe-Jensen, Cand. Med. Vet., D.V.M, Cert. IVAS
Også udgivet på hundegigt.dk
Introduktion
Akupunktur er et fantastisk redskab til smertelindring hos hunde, og man bør som ejer til en hund, der har kroniske gigtsmerter, være oplyst om denne behandlingsmulighed.
Hvis din hund får gigt, eller hvis din kat får gigt, kan de med fordel, og positive resultater, få glæde af denne behandling.
Flere videnskabelige artikler har dokumenteret den smertelindrende effekt af akupunktur til brug mod behandling af gigt på hund og på kat.
I maj 2006 publiceredes en artikel i Veterinary Record, som beskrev, at der 6 mdr. efter akupunktur med implantat for hofteledsdysplasi var signifikant bedre smertelindring hos den behandlede gruppe hunde end hos kontrolgruppen af hunde.
I Dyrlægehuset i Holte udføres behandlingen af dyrlæge med international certificering under I.V.A.S.
Akupunkturens oprindelse
Vi antager at akupunktur oprindelig stammer fra Kina, idet man har fundet tegn på, at kineserne brugte akupunktur så tidligt som 10.000 år før Kristi fødsel.
Kineserne fandt ud af, at man ved tryk udefra eller ved stik igennem huden kunne påvirke menneskers og dyrs neurofysiologi, dvs. deres nervesystem, og derigennem bl.a. blodgennemstrømning og hormonbalance for derved at opnå lindring af smerte eller helbredelse af sygdom.
Ud fra disse observationer har kineserne igennem de sidste
12 000 år udviklet et system til diagnostik og behandling af mange lidelser.
Akupunkturen introduceredes i Europa i det 16. århundrede, og her er brugen af akupunktur og forskningen indenfor akupunktur øget markant efter Kinas åbning mod vesten i 1972 efter Præsident Nixons besøg til landet.
Akupunkturpunktet
De særlige punkter på kroppen til behandling og diagnose kaldes akupunkturpunkter eller på kinesisk SHU XUE; oversat til kommunikerende hul.
Når man undersøger akupunkturpunkter histologisk, finder man frie nerveender, vener, arterier og histaminceller, og det er, når disse strukturer påvirkes, at man opnår effekt med akupunktur.
Der er i dag identificeret over 1000 akupunkturpunkter. Hvert eneste punkt er beskrevet mht. til anatomisk placering på kroppen og punktets særlige funktion.
Hvad sker der i kroppen, når man bruger akupunktur?
Når et akupunkturpunkt aktiveres, stimuleres de frie nerveender og der sendes en impuls til rygmarven. Her blokerer nerveimpulsen for andre nerver, der fører smerte- impulser med sig.
Nerveimpulsen fra akupunkturstimuleringen løber videre til et bestemt område i hjernen kaldet hypothalamus. I hypothalamus er der oplagret mange forskellige kemikalier, som kan frigøres – et af disse er endorfin.
Endorfin er kroppens eget morfin og er 10 til 100 x mere potent end morfin. Endorfin cirkulere rundt i kroppen i flere timer end morfin og har derfor en udtalt smertestillende effekt.
Derved opnår man smertelindring på 2 måder igennem akupunktur:
· En blokering af smerteimpulserne
· En cirkulation af smertestillende stoffer i blodet
Hvordan stimulerer man akupunktur punkterne?
Akupunkturpunkterne kan stimuleres på følgende måde:
1. Akupressur; man trykker på huden udefra over akupunkturpunktet.
2. Nåle stimulering; Tynde nåle af rustfri stål, guld, sølv eller kobber placeres i akupunkturpunktet. Dette er den mest anvendte måde at stimulere punkterne på.
3. Moxibustion; Varme føres ind i akupunkturpunktet, direkte eller gennem en nål.
4. Aquapunktur; Sterilt vand, vit. B12, lokalanalgesi mv. injiceres i akupunkturpunktet for at opnå en særlig stimulering.
5. Elektroakupunktur; Akupunkturpunktet stimuleres med strøm, enten direkte eller igennem akupunkturnålen for ekstra stærk stimulering af punkteet.
6. Laser terapi; Akupunkturpunktet stimuleres med infrarød laser – forskellige lasere kan nå forskellige akupunkturpunkter i kroppen.
7. Implantater: Forlænget eller permanent stimulering af akupunkturpunkterne kan ske ved at implantere forskellige materialer. Det mest effektive implantat hvor der er tale om kroniske smerter – især gigtsmerter er implantation af guld.
Hvordan foregår behandlingen med nåle?
Ved nålestimulation behandler man oftest 1 til 2 gange om ugen, i alt 3 til 6 gange.
Nogle patienter kommer sig allerede efter de første par behandlinger.
Stimulationen kan vare fra 2 minutter til ½ time.
De fleste dyr kan behandles uden brug af beroligende midler, fordi akupunktur ofte virker beroligende i sig selv. Normalt er ejeren også til stede.
I tilfælde af genbehandling er én enkelt behandling ofte tilstrækkelig til at opretholde effekten i lang tid.
Hvordan virker guldimplantation og hvordan foregår behandlingen?
Dyrlægen vurderer ofte, at det er nødvendigt at få en permanent smertedækning af det/de syge led, hvis der er tale om en kronisk lidelse.
Ved guldimplantation lægges små sterile guldstykker i akupunkturpunkter omkring det syge led.
Udover at skabe en blokering af smerteimpulserne og bevirke en frigørelse af cirkulerende smertestillende stoffer i blodet, synes, guldimplantation også at gavne det syge led på en 3. måde.
Man har fundet ud af, at det kronisk syge led får en negativ ionladning, og at kroppen i et forsøg på at neutralisere denne negative ladning tiltrækker positive ioner i form af calciumioner. Disse aflejres omkring leddet og giver anledning til yderligere smerte.
Guldimplantation ophæver denne negative ladning, så der ikke sker yderligere knogleaflejringer omkring leddet.
Indførslen af de små guldstykker skal ske meget præcist og foregår under fuld bedøvelse
Der kan være en midlertidig let forværring dagen efter behandlingen, men indenfor den første uge vil de fleste allerede være smertefri.
Få dyr reagerer langsomt på behandlingen, og disse vil bedres i løbet af de første 4-6 uger. I tilfælde hvor der er tale om meget syge led, kan der gå op til 6 mdr., før den endelige effekt kan vurderes.
Kun cirka 10 % har slet ikke gavn af indgrebet, og disse tilfælde må revurderes og eventuelle alternativer tages op til overvejelse.
GARANTI FOR BEHANDLING AF DIN HUND
Dyrlæger, der benytter sig af akupunktur verden over, har igennem mange år set, hvordan hundene får større bevægelighed og færre smerter efter behandling.
Nogle af disse dyrlæger har valgt at efteruddanne sig indenfor akupunktur igennem ”The International Veterinary Acupuncture Society”, IVAS, som tilbyder den mest omfattende træning og certificering i verden udenfor Kina.
Kun dyrlæger kan opnå certificering igennem IVAS, og på deres hjemmeside www.IVAS.org kan du finde flere oplysninger.
Dyrlægerne i Rudersdal, Holte, Nærum, Birkerød, Virum og Lyngby
Hanne Nielsens vej 11 - 2840 Holte - Tlf. 45 41 19 00